Natur og Miljø

Øresund er betegnelsen for det vandområde mellem Sverige og Danmark, som forbinder Østersøen med Kattegat. Sundet er 118 km langt og 4 til 28 km bredt. Det afgrænses i nord af en linje mellem Kullen og Gilleleje og i syd af linjen mellem Falsterbo og Stevns Fyr. Den største dybde, omkring 50 m, findes sydøst for Hven. Den maksimale dybde mellem København og Malmø er mindre end 10 m (Limhamn/Drogden-tærsklen).

Se mere om Øresunds natur og miljø i temaerne nedenfor.

Øresund består geografisk af såvel bugter med lavt vand som områder midt i Sundet med en dybde på 30 – 50 m. Bunden består i de lavvandede bugter af sand. Overfladevandet og vandet i de lavvandede områder er oftest  Østersøvand – og har lav saltholdighed. Bunden består i de dybere områder ofte af silt/ler, vandet i de dybere dele af Øresund er vand fra Kattegat og saltholdigheden er høj. Der findes i mindre omfang også stenrev, muslingebanker og egentlige klipper.

En tærskel går på tværs af Sundet mellem Amager og Malmø med en vanddybde på mindre end 10 m. Denne tærskel, Drogden/Limhamn-tærsklen, forhindrer som regel, at bundvandet med høj saltholdighed fra den nordlige del af Sundet trænger videre ind i Østersøen. Det er kun i nogle vejrsituationer, at vand med høj saltholdighed fra Kattegat formår at trænge over tærsklen og ind i Østersøen. Dette betegnes som saltvandsindbrud.

Der findes i almindelighed en nordgående overfladestrøm i Øresund. Brakvandet fra Østersøen strømmer på den måde gennem Øresund mod Kattegat. Vandet med høj saltholdighed fra Kattegat strømmer samtidig ind og sydpå langs med bunden. Disse to meget forskellige vandmasser blandes som regel ikke, og i mellem dem dannes et såkaldt springlag, hvor der sker en meget hurtig ændring fra brakvand til saltvand. Springlaget findes som regel i 10 til 12 meters dybde.

Strømmene er som oftest meget stærke i Øresund. De fremkommer på tre forskellige måder. Afstrømningen fra ca. 200 floder til Østersøen giver den baltiske overfladestrøm. Meteorologiske forhold med kraftig vind og lav- eller højtryk bevirker undertiden vældigt stærke strømme. Tidevandsforskellene er små i regionen, men tidevandet giver en synlig virkning på strømstyrken i Øresund. Dette sker to gange i døgnet.

Det Øresund, som vi kender i dag, er geologisk set en ung foreteelse, og fremkomsten hænger sammen med forandringer af et større område, som omfatter Østersøen og Kattegat. Der er i gennem de sidste 70 millioner år (tertiær- og kvartærtid) sket store forandringer i dette område, hvor havets udbredelse har varieret meget kraftigt.

Hovedparten af Øresund var et landområde for 8.000 år siden. Da isen trak sig tilbage i slutningen af den sidste istid fik Øresund sandsynligvis sit nuværende udseende. Den såkaldte Ancylussø blev formodentlig afvandet gennem Sundet, og verdenshavene steg i Littorinatiden (8000-2500 før Kristus), så Østersøen blev forvandlet til et indhav med Øresund og Bælterne som forbindelser med Atlanterhavet.

Isen flyttede sig ved afsmeltningen fra Østersøen gennem Sundet og Bælterne mod Kattegat, hvorved der dannedes fordybninger. Den smalle passage mellem Helsingborg og Helsingør blev dannet ved, at isen aflejrede materialer i Nordsjælland. En stor issø blev under en fase af afsmeltningen opdæmmet i Sundet, og ler blev aflejret. Øen Hven blev da formodentlig dannet som et stort lerplateau.

Tærsklen mellem København og Malmø skyldes kridtets og kalkens høje placering dér. Klippegrunden i Øresund består syd for en linje mellem Helsingør og Ålabodarna nemlig hovedsageligt af ca. 60 millioner år gammel kalksten. Det nordlige Øresund (Øresundstragten) består derimod af løsere aflejringer, kulførende lag, afvekslende lerarter og sandsten med en alder på 130 – 180 millioner år.