Ny rapport om havmiljø i det sydlige Øresund
En ny rapport fra Øresundsvandsamarbejdet, udarbejdet af WSP Danmark, giver et samlet billede af, hvordan det står til med havmiljøet i det sydlige Øresund – og hvad vi kan gøre for at forbedre det.
Det sydlige Øresund er et lavvandet havområde med stor betydning for både dyr og planter. Her findes sandbanker, mudderflader og et rigt liv under overfladen. Men rapporten viser, at havmiljøet desværre ikke har det godt. Vandet er nemlig i det man kalder for moderat eller dårlig tilstand, blandt andet på grund af forurening med næringsstoffer som kvælstof og fosfor fra landbrug, spildevand og regnvand. Der er også problemer med miljøfarlige kemikalier, som både stammer fra ældre forurening og fra nyere kilder.
Rapporten gennemgår de vigtigste problemer for havmiljøet i Øresund og sammenligner med andre danske og svenske farvande. Men vigtigst af alt peger rapporten på en række løsninger, som kan hjælpe havmiljøet på rette vej.
Løsningerne er delt op i fire grupper: tiltag på land, tiltag i havet, forbedring af levesteder for dyr og planter, samt bedre forvaltning og regler. Blandt forslagene er blandt andet at lægge nyt sand ud for at stabilisere mudret havbund, skabe flere stenrev og udplante muslinger, som kan rense vandet. Rapporten indeholder også kort, der viser, hvor de forskellige tiltag vil virke bedst.
Kort sagt er formålet med rapporten at komme med konkrete forslag, der kan gøre en forskel for havmiljøet i det sydlige Øresund. Den giver overblik over både landbaserede og marine løsninger og hvor de vil have størst effekt.
Konklusionen er klar: Hvis vi skal se varige forbedringer i havmiljøet, kræver det et tæt samarbejde mellem Danmark og Sverige. Det er nødvendigt, fordi vi skal lave en fælles indsats både på land og i vandet, der tager højde for både lokale og større regionale udfordringer.