Strandkrabbe

Strandkrabben er en velkendt sommergæst i Øresund, som i disse år optræder i endnu større antal end tidligere. Den markante stigning skyldes især, at dens naturlige fjende, torsken, er blevet langt sjældnere gennem de sidste 30 år.

Strandkrabben er en almindelig sommergæst langs lavvandede bunde i Øresund. Det er den eneste hjemmehørende krabbeart, som kan klare lavere saltindhold, og derfor findes den gennem hele Øresund.

Strandkrabben er, ligesom de fleste større krebsdyr, altædende og spiser gerne døde dyr, små muslinger og også rødder fra ålegræs. Samtidig udgør den en vigtig fødekilde for mange fiskearter såsom torsk, men også for havfugle.

Om vinteren, når vandet bliver koldere på de lavvandede områder, flytter strandkrabben ud på dybere vand, hvor vandtemperaturen er mere stabil og ikke kommer under 4 grader.

I de seneste år er der fundet invasive små krabber pensel-klippekrabben (Hemigrapsus takanoi), og den asiatiske kystkrabbe (Hemigrapsus sanguineus), i Øresund. Arterne stammer oprindeligt fra Stillehavsområdet, er tolerante over for brakvand og kan konkurrere med den hjemmehørende strandkrabbe.