Atlantisk tun
Den atlantiske tun (Thunnus thynnus) er i de seneste år vendt tilbage til danske og svenske farvande.
Øresund er i dag et af de bedste steder at opleve de store fisk springe i overfladen – især mellem Helsingør og Helsingborg.
Tunen er både kraftfuld og elegant. Med sin strømlinede krop, store hoved og karakteristiske gule finner langs ryggen er den let genkendelig.
Den atlantiske tun er blandt de største fisk i vores farvande. Typisk vejer den mellem 200 og 400 kilo, men nogle eksemplarer har nået en vægt på hele 900 kilo! Den er også en af havets hurtigste svømmere og kan nå hastigheder op til 80 km/t.
Tunen trives både nær kysten og ude på det åbne hav, hvor den typisk opholder sig i de øverste 20-50 meter af vandet. Den kan dog også dykke ned til 100-200 meters dybde, formentlig på jagt efter føde.
Tunen er ikke kræsen og i Øresund lever den især af mindre, fedtholdige fisk som sild, makrel og hornfisk.
Hvis man er heldig, kan man spotte tunen i Øresund fra august til oktober, når den søger vores breddegrader efter gydning i Middelhavet.